Vores formål:

DFA er en forening, der forsøger at hjælpe herreløse hunde og katte primært på Skiathos, Halkidiki og Uganda - men også andre steder i verden og selvfølgelig i Danmark.

I Danmark kæmper vi for en strammere dyreværnslovgivning og et specielt dyreværnspoliti. Vi ser dette som  en nødvendighed, i det det danske politi ikke har de fornødne ressourcer til at klare dyreværnssagerne i Danmark.

Hvert år sender DFA dyrlæger af sted til udlandet for at neutralisere herreløse hunde og katte. Da vi startede var der mange hunde og katte i gaderne og på internatet. Nu er der mærkbart færre og på internatet falder antallet år for år. Der er dog stadig lang vej igen. Vi fortsætter kampen, fordi vores hovedopgave er at hjælpe hundene og kattene i de lande, hvor de befinder sig. Vi forsøger at holde antallet af de herreløse dyr nede, men det er en hård kamp da de lokale folk og myndighederne ikke er forstående og ikke deler vores syn på dyrevelfærd. Faktisk ser de ikke de herreløse dyr som noget der skal reddes, men ofte som affald.

Derfor bruger DFA tid på at oplyse og informere om dyrevelfærd i de lande hvor vi arbejder. Vi håber at kunne skabe en holdningsændring. Specielt befolkningen skal vi have til at forstå, at dyr skal behandles med værdighed og respekt.


                                

Vi vælger at formidle et antal hunde og katte til nye familier i ind - og udland, men vi er ikke hundehandlere. Vi er klar over at nogle mennesker har svært ved at acceptere at vi bringer hunde til Danmark, når vi har hunde som mangler nyt hjem herhjemme, men vi gør dette for at få de overfyldte internater op på en standard, som ligger på minimumsgrænsen af værdighed for de herreløse dyr. I Grækenland er det ulovligt at aflive dyr, medmindre de er uhelbredelig syge. Netop derfor dumper grækerne ofte privatejet hunde og katte af på internatet og lossepladsen, også når de er skadet, syge - eller helt raske.

Heldigvis findes der mennesker som dem der driver internaterne i Grækenland. Uden dem var hunde og katte overladt til tilfældighedernes spil. Disse mennesker har viet deres liv til at hjælpe disse dyr og de arbejder dag og nat med hundene og kattene, uden løn eller bare et venligt tak fra grækerne. Tværtimod bliver de oftest hængt ud som nogle penge griske mennesker der sælger græske hunde til Nordeuropa, så vi i Danmark kan bruge dem til dyreforsøg og pelsjakker. Groteske beskyldninger når man ser hvilket arbejde de udfører for disse hunde og katte.

I Sydeuropa har de desværre en anden holdning til dyrevelfærd, end størstedelen af os her i Danmark har; fra ansvarsløshed og ligegyldighed til direkte mishandling og vanrøgt. Måske har du selv oplevet det; det gør ondt i hjertet at se alle de syge, magre og sultne dyr, der holder til ved hoteller, restauranter og taverner i håb om, at der skulle falde lidt mad af til dem. Inden feriesæsonen starter, lægger myndighederne i flere af disse lande mad ud til dyrene med gift i eller sågar glasskår, så dyrene lider en pinefuld død.

Det er deres måde at håndtere problemet på !!!

"Dyr beder ikke om meget, men de giver os stor glæde og betingelsesløs kærlighed og trofasthed. Er det så for meget at forlange, at vi giver dem et kærligt hjem, regelmæssig fodring og en smule bekvemmelighed og tryghed?"