Happy Ending fra - Sigurd
Hermed en lille hilsen fra Sigurd og hans nye ejere.
Vi er så glade for at have fået Sigurd. Han er den sødeste hund og har ikke voldt os nogle problemer overhovedet. Han var renlig fra dag 1, er lydig, lærenem, rolig, kærlig og god til at gå tur. Han er faldet fuldstændigt ind i vores rytme og vi nyder gåturene, løbeturene og hyggestunderne med ham på sofaen.
Sigurd har taget 2 kilo på siden han ankom. Han er bestemt ikke overvægtig, men man kan ikke længere se hverken hans rygrad eller ribben mere, som man ellers kan på nogle af billederne.
Sigurds bedste ven hedder Tumle. Han er en glad mops og faktisk Sigurds onkel. De to leger godt sammen og er begge helt færdige, når de går hver til sit. Sigurd har lige været på ferie hos Tumle i en uge, da hans mor skulle besøge hans far i Spanien. Det gik over al forventning. Sigurd skal med til Spanien i hele 6 uger til sommer, hvorefter han skal følges med os begge hjem til en ny lejlighed med stor tag teresse, hvor han skal have sin egen faste plads i skyggen. Spanien bliver noget at glæde sig til, da der både er have og en kæmpe strand, hvor en masse lufter deres hunde.
Sigurd havde lidt problemer med orme efter han kom hjem. Det gav ham en del maveproblemer, men der kom styr på det efter han fik en ekstra ormekur! :-) Det sjove og helt vindunderlige ved Sigurd er bl.a. at han elsker hvis han får et tæppe, dyne eller kurv. Når først han har fået et tæppe lagt ned til sig på gulvet, putter han sig rigtigt i det og fryder sig og gensynsglæden er stor, når han lægger sig på det igen. Bl.a. elsker han sin nye transportkasse i bilen, da der jo er et tæppe i. Tager man tæppet ud og lægger det på gulvet, putter han sig straks i det. Det har han gjort lige fra første aften vi fik ham, hvor han fik sin dyne Sigurd er også meget madglad. Han sidder troligt i køkkenet, hver gang der bliver lavet noget derude. Det er han blevet, idet vi i begyndelsen skulle give ham piller i lækre deller og leverpostej og dette foregik altid i køkkenet. Det sker dog også at en enkelt snack falder fra i ny og næ. Han tikker dog ikke mere ved bordet, da han har lært, at han ikke får noget der. Det var alt for os nu.
Mange hilsner
Rasmus & Kit
