Happy Ending fra - Tussa & Mulle
Opdatering
17. december 2008 fik vi lille Mulle, som da var ca. 4 måneder gammel. Da hjemmet i forvejen blev styret med retfærdig pote af vores anden græske hund Tussa på 5-6 år, var vi spændte på hvordan de to vovser ville finde ud af det sammen. I starten var Mulle lidt forknyt. Men kort tid efter var hun tryg og faldt hurtigt godt til.
De
første to dage ignorerede gamle Tussa ellers den lille Mulle,
undtagen når hvalpen 'vandede' gulvtæppet, for så blev der
knurret vredt, hvilket afstedkom at Mulle blev renlig på få
dage.På trediedagens morgen opdagede vi, at de havde sovet ved
siden af hinanden natten igennem - og så var et ubrydeligt
hundevenskab etableret.
Desværre blev gamle Tussa alvorligt syg ugen efter Mulles
ankomst,
og Tussa måtte gennemgå en stor underlivsoperation. Da vi fik
hende hjem fra dyrehospitalet var vi bekymret for,om en glad
lille hvalp var for meget for hende, men den bekymring blev
hurtigt gjort til skamme. Konstant lagde lille Mulle sig tæt op
af den syge hund, slikkede nænsomt hendes ansigt og gik
forsigtigt omkring, indtil gamle Tussa igen var rask og frisk.
Siden har de været bedste venner - ja, de nægter faktisk at gå tur eller spise, hvis ikke de er sammen om det. De har tilligemed udviklet fælles interesser, såsom at grave dybe huller i engen, på jagt efter mus. De gnasker tyggestænger sammen. De leger sammen. De holder meget af bilture, blot de ligger tæt sammen.
Herfra skal lyde en opfordring:
Hvis du allerede har én græsk hund, så få trygt nr. 2. Hundene får umådelig stor glæde ud af hinandens selskab, og er der en vis aldersforskel, som med vore to vovser, vil hvalpen tage ved lære af den ældre hunds erfaringer, og den ældre hund vil få mere energi og glæde i hverdagen, når den har en ung og frejdig hvalp omkring sig.
Vi nyder - og glæder os dagligt over - vores to smukke græske piger.
Med venlig hilsen
Tussa, Mulle, Per og Dorthe
