En beretning fra KOS - Dødsdømt fra den dag de blev født:

Den 12. februar 2009,

En af vores kontaktpersoner, Vesna fra Grækenland fik en email om en hunhund og hendes 10 hvalpe, som overlevede ved at spise rester bag ved en café på Kos. Ejeren påstår, at hunhund blev dumpet der da den blev gravid !!

Email og foto blev sendt til Vesna fra Antonis, som bor Kos med hans hustru Rose og deres datter. Hun havde modtaget et par mail fra Antonis de sidste par uger, hvor I han fortalte at de gadeløse dyr fik mad af ham og Rose, men at lænkehunde og ”ubrugelig” jagthunde er et stigende problem på øen. Han var ked af det og gal på beboerne, ja selv han egen ven – ikke fordi de var direkte onde mod dyrene – men så de et såret eller sygt dyr hjalp de dem ikke.

Da Vesna hørte om situationen på Kos, havde Antonis og Rose fodret hundene i ca. 1 måned. Hvalpene voksede hurtigt. Antonis og Rose var i syvende sind over hvad de skulle stille op med hundene. De talte om selv om at adoptere en, men de havde selv 2 hunde og 1 kat i forvejen og deres boligforhold tillod ikke flere dyr. Manden som ejer caféen ville af med hundene.

Der blev tænkt som en gal for at finde en løsning – og så modtog de denne mail fra Antonis kun få dage senere:

“Disse foto er kun få timer gamle. Da jeg ankom til grunden bag caféen håbede jeg som altid at hundene var ok. Hver gang følte jeg mig skyldig over at have forladt dem – uden rigtig at vide hvorfor. Vesna, jeg har ikke fortalt dig hver gang jeg har haft en dårlig oplevelse med døde dyr af flere årsager. Men allermest fordi jeg ikke ville lyde som en der opdigtede historier eller lyder som en af dem på Youtube og Facebook: Oh, jeg har også mistet min kat eller min hund er også blevet forgiftet – så jeg ved præcis hvordan du har det mm.

Vesna, jeg har fundet så mange forladte katte og hunde at du ikke ville tro det.  Jeg kigger under broer, i skraldespande og hvis jeg ser en plasticpose som bevæger sig. Det er utroligt, hvad som foregår her. Jeg ved godt at du kender til virkeligheden, men det slutter aldrig. Hvad skal jeg gøre ? Skal jeg gemme mig og holde op med at kigge under broerne….. Så vil jeg føle mig skyldig og konstant have ondt i maven. Og det bliver jo blot værre, når jeg ikke redder dem jeg kan.

På det sidste har jeg ikke været særlig heldig. Men det vil jeg ikke gå ind i nu, for jeg bliver bitter, altid tænker det værste og jeg er så nervøs for hvalpene.

Efter at have set de billeder jeg tog, lægger jeg mærke til det som ligner råt kød på trækassen, men tænker ikke mere over det da jeg var der….. jeg havde travlt med at kalde og finde hvalpene….”

Mon plastic poser var hængt op på hegnet omkring grunden, så forbipasserende ikke så hvad der forgik derinde ?  

Den 16. februar 2009,

Jeg modtog en del e-mails fra Antonis…. Tonelejet var mærket af desperation og det tog mig ikke lang tid at sætte mig ind i deres sted. Jeg ”så” hvad de så og var bange for at finde ud af sandheden. På kun 4 dage blev alt ændret. Vores angst for hvalpenes fremtid blev virkelig, men at det skete mens vi arbejdede på sagen… Det er simpelthen for meget for os !!

 Antonis skriver følgende: 

”Åh Vesna, hvalpene er døde… Jeg kan ikke tænke klart, så undskyld hvis det jeg skriver ikke giver mening. Her er en referat af en ”samtale” jeg havde med caféejeren som havde været på druk: 

Mig: Hvor er hvalpene henne ? Jeg vil gerne selv have en.
Ham: Åh min ven, de er væk…
Mig: Hvad mener du ?                                                                                                                                            
Ham: De er døde…. Nogen har forgiftet dem
Mig: Hvor er deres lig ?
Ham: Et sted bag ved ?
Mig: Hvem har forgiftet dem ?
Ham: Det var ikke mig…  

ALT ved ham sagde at det var ham som havde gjort det. Vesna, Jeg fandt kun 1 død hvalp i en bil og 1 under bilen. Jeg går ud fra at resten er løbet ind i buskene. Hunhunden var der stadig og hun så virkelig skrækslagen ud. 

Denne morgen har jeg gennemsøgt buskene omkring, men kan intet se. Hunhunden så mig, men ville ikke gå med mig. Jeg var for skrækslagen til at kigge videre efter hvalpene. Jeg endte med at kaste op, jeg kunne bare ikke klare mere…..  Jeg var helt alene og fandt 2 døde hvalpe. Jeg kunne ikke forsætte alene.... Jeg er nu overbevist om at de sidste 8 hvalpe også er døde. Jeg kan slet ikke finde ord for hvordan jeg har det lige nu. Det giver ikke mening. Hvorfor kun hvalpene, hvorfor er hunhunden stadig i live….. hvor var hun da hendes hvalpe blev forgiftet, jeg skulle alligevel have taget den ene hvalpe med hjem. Hvorfor kunne jeg ikke forudse at dette ville ske ?!

Hvad har de stakkels hvalpe gjort til at fortjene at dø på denne grufuld måde ?”

Jeg var lamslået efter at have læst Antonis email, selvom det egentlig ikke kom som en overraskelse. Min hjerneceller arbejdede på højtryk….. vi måtte i det mindste forsøge at redde hunhunden. Jeg ringede til Vangelis og Jaana, et internat som vi har støttet siden 1995. Jeg fortalte om den frygtelige situation og bad Vangelis mødes med Antonis the følgende dag på ”rædselspladsen” for at fange hunhunden ind.

De mødtes, men hunhunden var umulig at fange… hun var simpelthen for bange. Vangelis talte med caféejeren. Han er 100% overbevist om, at caféejeren er skyld i de 2 døde hvalpe og at de sidste 8 er forsvundet, selvom han kom med en latterlig teori om at hunhunden havde taget sine hvalpe med op i bjergene for at ”redde” dem. Da jeg talte med Vangelis om aftenen, sagde han, at de ville mødes igen den 18. februar og at han (Vangelis) ville medbringe mad med sovemiddel i, i håb om at fange hunhunden.

Maden blev lagt nær buskene og heldigvis kom hunhunden efter kort tid og spiste det. Hun kæmpede så meget i mod og det tog 2 timer før Vangelis og Antonis fik fanget hende.

De fik trængt hende op i en krog og da hun var fanget, opgav hun at kæmpe mere og faldt i søvn i Antonis’ arme. Vangelis tog hende med hjem og her sov hun indtil medicinen stoppede med at virke.

Jaana fortalte mig at de første par dage var ”mama” – som jeg forslog skulle hedde Rose – var meget bange. Ikke kun for hende og Vangelis, men også fra de andre hunde. Dette til trods for at hundene i gården er venlige hunde. Gradvis, er hun begyndt at opfatte at hun er på et sikkert sted nu og er sågar begyndt at lege med de andre hunde. I dag (28. februar) har hun det rigtig godt.

I det følgende dage har Antonis fra Rose’s rescue været tilbage til ”Rædselspladsen” for at lede efter de sidste 8 hvalpe – uden held. Vi kommer nok aldrig til at vide hvad der er sket med de 8 hvalpe – dog er vi temmelig sikker på at de ikke er i live mere.

 
Rose... i sikkerhed på internatet.