Neutralisering af hunde og katte i Jajce, Bosnien-Hercegovina, fra den 19.  til den 24. April 2009.

 

Med på rejsen

Dyrlægerne: Marianne Jochumsen og Sarah Beck

Lejla Kapetanovic, guide og oversætter m.m

 

Resume:

Tilbage i februar fik jeg et brev fra Jajce, byen i Bosnien hvor jeg kommer fra. Det var et foruroligende brev fra en pige der skrev om massakrer på gadehunde, der bliver samlet i flokke og skudt i centrum af byen. At associere disse forfærdelige billeder med Jajce, en by med den smukke natur og dens gamle historie og kultur kunne jeg ikke klare. Jeg gik i gang med at søge hjælp og her fik jeg kontakt med DFAs for første gang. De var så fantastiske at de indvilligede i at sende to dyrlæger af sted til Jajce, med mig som ledsager til at hjælpe med at formindske bestanden af gadehunde ved neutralisering af disse dyr. Vi var ikke klar over hvad der ventede os. Jeg kender forholdene ret godt men der er gået alt for meget tid siden jeg havde sidst været længe i Jajce.  

Vi var modtaget med skepsis af de lokale dyrlæger. For dem er disse operationer ikke prioritet. På et tidspunkt forsøgte de at køre vores aktion ud på sidesporet men det lykkedes dem ikke. Tværtimod til sidst fik vi dem på vores side, ihvertfald har vi den opfattelse. Det var svært især for mig at balancere mellem de bosniske dyrlæger, vores egne danske læger, min kontakt og veninden Lana og hendes familie og venner. Det er en balancegang hvor man skal forsøge at mægle og  forsone. Folk stoler ikke på de bosniske dyrlæger  lært af tidligere erfaringer. Dyrlægernes prioritet er kvæg dvs. de dyr hvor der er indtjening på, hvilket til dels vi forstod. De  skal leve af noget. Men jeg kan ikke forstå det ummeneskelige behandlinger af hunde og katte og denne ligegyldighed. Disse dyrlæger kendte godt til de drab der foregik og belønninger til alle der ville komme med en dræbt hund eller en hale.  Men da de indså at vi ikke var så farlige lod de Marianne og Sarah gøre deres arbejde. Det er bare tvivlsom om de overhovedet kan foretage operationer alene, da de er ret uerfarne især med steriliseringer.

Resultatet med aktionen i  Jajce var 50 neutraliseringer og  andre behandlinger inklusive. Pigerne mener vi kunne have nået meget mere. Men siden  90  % af disse dyr er community dogs, dvs. selvom de har en ejer,  strejfer  de frit rundt og er ansvarlig for fremkomsten af nye hvalpe, var det en kæmpe succes. Vi har formået at rette os mod disse dyr. Problemet er også at der ingen internat er så det er også en forhindring i at nå at pleje og beholde mange flere dyr.

Vi har fået hjem til en collie-hvalp i Jajce og en 8-ugers hvalp har vi taget med til Danmark. Vi har prøvet at indfange flere af de lidt mindre tamme og bange gadehunde men siden da ikke var mange der ville hjælpe til har vi kun fået fat i få hunde af den slags, bedøvelsespile ville have hjulpet meget. Jeg skal også nævne at bestanden er blevet sandsynligvis formindsket tidligere ved meget voldsomme aktioner hvor hunde bliver samlet i flokke og skudt på. Mange overlever skuddene og dør en pinsom død.  Hvordan sikrer man at disse neutraliserede dyr ikke bliver slået ihjel er  også problematisk. Men der er velvillje fra borgmesterens side og vi har dyreværnsloven på vores side. Den skal følges, og ifølge den er det fra marts ulovligt at aflive hunde på denne måde.

 (Lørdag)

Vi er ankommet i Sarajevo, men her kommer den første forhindring, Mariannes kuffert er ikke kommet med, så hun er uden sit tøj og medicin. Men heldigvis kommer kufferten dagen efter.  Vi kører ud at købe noget tøj og sko og ankommer til Jajce. Trætte tager vi straks ud til lejligheden, som viste sig at være at for kold at bo i. Jeg havde desværre ikke set lejlighede for så jeg viste ikke det var næsten ubeboeligt.  Vi aftaler næste dag at indkvarterere Marianne og Sarah på et hotel.  Jeg sover et andet sted.

Dag 1 (Søndag)

Vi har fået aftalt med borgmesteren og ministeren for regionen at mødes, men bliver (uden vores viden) med vilje holdt for længe til en uofficiel møde med de lokale dyrlæger i byen, den samme morgen.  Vi aftaler at mødes med borgmesteren senere på  ugen. Det er meget vigtigt at vise sit ansigt udatil så vi får al mulig velvilje fra myndighederne, derfor var det rigtigt skidt at vi blev forhindret i at komme og det vidste de bosniske dyrlæger godt. Men det lader vi ligge. Marianne og Sarah ser veterinær station i Jajce for første gang. Det er også første gang der blev foretaget disse operationer på små dyr på dette sted. Der skal gøres rent før operationerne.

Første operationer. Min kontakt i Jajce,  veninden Lana kommer med sine egne hunde. Marianne og Sarah opererer til kl 18.00 og så går vi ud at spiser. Jeg viser pigerne de lokale seværdigheder. Jajce er en by der har kandideret sig for UNESCOs liste over verdenskulturarv.

Denne dag får vi ind en hund der halter på det ene bagben og har en inficeret hale. Der er nogle børn der var rigtigt glade for den og havde taget sig af den så vi nænnede ikke at aflive den, selvom det nu i bagspejlet vil være bedst. Men Marianne og Sarah plejer den så meget muligt.

Vi har fået et rusten bur  til hunde men da det er alt for koldt beholder vi dyrene indenfor hemmeligt de første nætter i venteværelset. Den ene dyrlæger var egentlig ok med det bare vi gjorde rent bagefter.

Dag 2 (Mandag)

Gadehundedag. Vi får en lysebrun hvalp ind, en der kunne minde om en dingo. Hun var så sød og dejlig at vi alle faldt for hende med det samme. Vi vidste at der kan kun gå en vej for hvalpen og det kunne vi ikke klare, vi skulle finde en der kunne tage sig af den.  Vi får også en colliehvalp ind som vi havde senere finder med nød og næppe hjem til.

En dyreværnsorganisation fra byen tæt på Jajce  ”NOA” ankommer til Jajce. Vi mødes og fotograferes, de har doneret en del af grejet. Det er godt at der er stor interesse for vores aktion i Jajce.

Dag 3 (Tirsdag)

Den første aflivning, en killing, det var hårdt. For to dage siden faldt den ud af vinduet fra 5. sal og havde overlevet men med tydelige mærker, brækket bagben og sår på hagen. Damen der havde den var sikker på at den var ok, men den kunne desværre ikke reddes.

Dag 4 (Onsdag)

Den mest travle dag, 16 neutraliseringer. Møde med borgmesteren i Jajce. Der var samtidigt også en kattedag, vi har fået mest katte den dag.

Dag 5 (Torsdag)

Vi tager ud til at fange de mere vilde og sky hunde men uden en gevær og bedøvelsespile er det umuligt. Vi får dog nogle få.

Vi snakker meget om hvad vi gør ved hvalpen og Sarah så mulighed i at tage hvalpen med til sin mor. Vi var overlykkelige.

Halen på hunden vi fik ind bliver amputeret, men den halter stadigvæk en del så vi giver noget smertestillende og får de børn der tager sig af den at give den smertestillende tabletter de næste 10 dage. Jeg håber den kan klare sig lidt men smerten er der sikkert stadigvæk.

Dag 6 (Fredag)

De sidste operationer. Det var lidt tyndt denne dag med dyrene. Vi får pas for hvalpen ”Pliva” som Sarah’s mor vil tage. Men der skal afhentes endnu et papir i Sarajevo, vi får aftalt at hente det imorgen. Et uofficielt møde med borgmestern på en restaurant, vi giver et kort evaluering af forløbet.  Pigerne får to billeder fra den lokale maler, som en gave.

Afrejsedagen (Lørdag)

Problemer med at tjekke ud fra hotellet, de tager ikke visa selvom det står at de gør det. Vi tager afsted til Sarajevo kl. 9.00 i al hast da vi skal nå at henter papiret og tilbage til lufthavnen indtil kl 13.30. Her er der selvfølgelig overvægt på kufferten, vi havde alt for meget med. Vi betaler for kuffert og Sarah betaler for hunden. I flyvet er der mange begejstrede blikke fra vores medpassagerer fra Sarajevo pga hunden, der var ingen problemer at holde Pliva på skødet. Det samme kan jeg ikke sige for turen fra Wien til København. De havde ingen overskud for hverken os eller hunden.

Vores tur til Bosnien er slut.

 

Mange kærlige hilsner

Lejla Kapetanovic