Skiathos september 2007 - Helle
Helle Bøg - Skiathos 11-18 september
Jeg har efterhånden været aktiv i DFA nogle år,
men pga. af forskellige årsager har det ikke været muligt og besøge en af de
internater vi støtter før. Nu skulle det imidlertid være. Jeg skulle rejse
sammen med de to Marianne'er og vores formand og dyrlæge Christina (De to
Marianne er Marianne der var med til at starte DFA og har hunden Lukia og
Marianne der er vores revisor) Marianne revisor havde heller ikke været af sted
før og den anden Marianne havde ikke været på Skiathos siden den første
frygtelige tid, hvor både internatet og øen var fuld af herreløse hunde. Nu
havde hun dog mod på, at se hvor langt arbejdet var nået på Skiathos ,
Marianne revisor og jeg ville gerne se det første internat DFA begyndte på at
hjælpe. Christina skulle som sædvanlig ned og arbejde. Den 9 september kørte
jeg mod Roskilde hvor mine to vovser skulle passes. Den 10. tog jeg videre til København,
hvor jeg skulle overnatte hos Marianne L, da vi skulle være i lufthavnen kl.
5.30 næste morgen. Marianne ville hente mig på hovedbanen og lige da jeg var
begyndt at tænke, “ står jeg ikke det rigtige sted” ringede hun og
fortalte, at hun var blevet påkørt bagfra, da hun holdte for rødt. Så vores
tur startede så og sige med et brag. Marianne var heldigvis ikke kommet noget
til og hun kunne godt køre videre og vi kom godt hjem til Østerbro. Der
hyggede vi os indtil vi skulle sove, hvilket var tidligt, da vi skulle op kl.
4.30. Det var ikke spor svært at komme op, vi viste hvad der ventede forude. Vi
blev hentet og alle tre drog vi forventningsfulde til lufthavnen. Derude skulle
vi mødes med Christina. Jeg glædede mig meget til at se Christina arbejde på
internatet og tidligt fik jeg mokket mig ind som hjælper. Det resulterede i
mange timers spændene arbejde ved Christinas side.
Da vi ankom lejede vi en bil og kørte op til internatet med det samme. Det var
en dejlig modtagelse vi fik, både af Jan og Barbara der er de to fantastiske
damer, der passer internatet til daglig og af hundene. At gå der langs hegnet
og se store som små hunde med flagerne haler og øre komme stormene for blive kælet
for, det var bare en oplevelse. De næste dage gik med at hjælpe på
internatet, hurtigt bliver det sådan, at det er der at man har lyst til at være.
Det er så utroligt givende. Jeg hjalp meget inde i dyrlægerummet, men
Christina kunne jeg ikke følge med. Hun stod på internatet kl. 8.00 om
morgenen og holdte først langt ud på eftermiddagen. Nogle dage var hun også på
hjemmebesøg om aftenen. Dagen gik med at operere og behandle både hunde og
katte fra internatet og lokale. Der var tryk på, for mange gange om dagen stod
Jan, Barbara eller Helen i døren og spurgte, kan du lige tage den hund eller
den kat. Helen er stadig meget på internatet og det var en fornøjelse og møde
en kvinde der år efter år, dag efter dag har passet internatet. Jeg vil aldrig
glemme mødet med de tre kvinder. Imens Christina og jeg var i dyrlægerummet,
var de to Marianne'er i gang med at hjælpe med alle de mange gøremål der er på
sådan et internat.
Hele dagen lang kom der turister og fik en snak og gik tur med hundene. Den
oplevelse skal man virkelig give sig selv, hvis man kommer på de kanter. Den glæde
man giver er ubetalelig.
Det var hårde og dejlige dage, når vi kom hjem
til hotellet om aftenen var vi trætte og helt fyldt op med alle de indtryk vi
havde fået i løbet af dagen. Vi spiste heldigvis på hotellet for der mødte
vi en dejlig sort kat, som gik og tiggede mad. Det var de ikke vilde med og da
vi spurgte om vi måtte fange den og prøve at finde et hjem til den, fik vi et
stort ja. Vi prøvede flere gange, men det gik ikke. Vi blev mere og mere
bange for, at vi ikke ville nå det inden vi skulle hjem. Den levede livet
farligt, da den gik længere og længere ind på hotellet, også ved vi jo alle
hvad der kan ske. Den sidste morgen skulle det bare være. Vi fik lokket den til
med en pølse og vupti ind i kassen med dig. Hurtig kørte vi op til Christina.
Han blev kastreret også skulle han blive der, mens vi ville sætte ham på
hjemmesiden. Jeg var rigtig bange for, at han ville være ulykkelig når han vågnede
op af bedøvelsen fordi han nu var lukket inde, men næste morgen var det en
lykkelig kat der mødte os, da vi kom op på internatet. Han sad fint i hans
bur, han havde fået morgenmad og han ville ikke stå alene da Christina skulle
tage billeder af ham. Han ville kæle. Det der undrede mig mest var, at han kun
“snakkede” når vi åbnede buret. På hotellet gik han rundt og
“snakkede” konstant. Nu sad han bare helt roligt og kiggede, når buret var
lukket. Han viste vi ville ham det godt. Han hedder Rambo og jeg håber at
han får et godt hjem i Danmark.
Vi var fire af sted og vi skulle alle have en hund med hjem på skødet. De måtte
højst veje ti kg. Der var tre der havde fået hjem - Hvem skulle være
den sidste? Der var så mange dejlige vovser, men der var en helt bestemt lille
pige, der både var super dejlig, selvfølgelig -og som der var nogle af
de andre der var lidt efter, selvom hun såmænd var rap nok. Jeg fik dog hurtig
overtalt Christina til at hun skulle hjem. Problemet var bare, at hun ikke havde
fået hjem og derfor skulle have en plejefamilie. Jeg viste dog, at fandt vi
ikke en, måtte hun komme med mig hjem til Fyn, selvom Sophie ikke var så vild
med tæver, så gik det nok.
Tre dage før vi skulle hjem, kom der en telefon opringning fra Christinas
klinik i Frederikssund,. Der var et par, der havde været på Skiathos en uge før,
de ville gerne høre om Gina stadig ikke havde noget hjem. De havde været oppe
og gå tur med hende og nu havde de bestemt at hende måtte de have hjem. Jeg
fik tlf.nr. af Christina og kunne se, at det var da mit område nr. Jeg turde næsten
ikke tro, at de boede i nærheden af mig. Men det gjorde de. 5 km fra Morud. De
lød til at være nogle rigtig dejlige mennesker og vi fik det hele i orden. De
ville stå i lufthavnen.
Nu kunne vi trygt tage hjem alle sammen. Turen gik rigtigt godt og det var nogle
glade “forældre” der tog imod deres vovser i Danmark.
Jeg kan ikke i ord give udtryk for hvilken oplevelse hele den tur har været.
Jeg vil aldrig glemme mit første møde med de dejlige mennesker, der hver dag
med kærlighed, tager sig af dyr der ellers ville gå en grusom skæbne i møde.
Hvordan de med omsorg tager imod nye hunde og katte og får dem til at føle sig
trygge og hvordan de i løbet af få dage får bange hunde og katte til at tro på,
at der er nogle gode mennesker i denne verden. At tage en tur derned kan jeg
ikke anbefale nok. Det skulle alle prøve.
I søndags var jeg ovre og besøge Gina. Hun har det som blommen i et æg. Hun har fået en ny bror, som er meget glad for hende. Hun er trampet ind i alles hjerter, især i hendes nye “forældre”J
Helle