De frivilliges rejseberetninger:


Halkidiki februar 2007 - Mia

Jeg er en pige på 26 som lige har været af sted i 2 uger på internatet i Halkidiki. Jeg vil gerne fortælle lidt om mit ophold da det måske kan gavne nogle af jer andre som sidder og tænker på at tage af sted, men måske er i tvivl. Det har været en super god og lærerig oplevelse og det er absolut ikke sidste gang jeg har været der. Rebekka som har internatet (det er også hendes hjem) er rigtig sød og hun snakker både tysk og engelsk, så sproget er intet problem.

Det er svært at beskrive hverdagen på internatet for ingen dage er ens, men som det første hver dag skal alle dyrene selvfølgelig fodres, og det står vi frivillige typisk står for, så Rebekka imens kan bruge så meget tid som muligt foran computeren til at besvare mails, finde nye hjem til dyrene osv. Derudover er der nok at gå i gang med. Der er hele tiden et nyt projekt at tage fat på og følelsen af frustration kom ret ofte da der simpelthen ikke var nok timer på et døgn til at nå det hele. Rebekka har et hjerte af guld og gør virkelig et stort og uselvisk arbejde for dyrene, men hun er kun sig selv, og samtidig med at dyrene skal passes, dyrlægebesøg skal arrangeres, mails skal sendes, der skal gøres rent osv.  + en telefon der ringer konstant, kan hun til tider være en smule stresset og forvirret. Men hvis man kan bære over med det, så er der ingen problemer.
Det er helt sikkert en tur jeg aldrig vil glemme og en af de ting som gjorde stort indtryk på mig var hvor venlige og taknemmelige alle dyrene var på trods af at deres første indtryk af mennesker må have været temmelig dårligt. Man gav meget af sig selv, men man fik mindst det dobbelte igen.

Selv om det kunne være et hårdt arbejde blev der da også tid til at se lidt af området og et bar-besøg eller 2 om aftenen.
Alt i alt en rigtig god oplevelse.
 
Mia Madsen