Halkidiki august 2007 - Louise Jandorf

Dyrlæge uden Grænser på Halkidiki af veterinær-studerende Louise Jandorf

På Grækenlands Nord-østlige fastland ligger området Halkidiki hvor den tysk-græske dyre-elsker Rebecca har startet et internat op i år 2000, på hendes forældres landejendom oppe i bjergene blandt hundredvis af oliventræer. I august 2007 blev jeg, veterinær-studerende på 5. år, af DFA sendt til internatet for at assistere dyrlæge Ny ved sterilisationer/kastrationer af katte og hunde, sammen med veterinær sygeplejerske Elisabeth. Det har været en stor oplevelse, og jeg kan kun anbefale andre at gøre noget tilsvarende.

Internatet er forholdsvist primitivt. Blot for at komme dertil skal man dreje fra hovedvejen og køre i bil på MEGET ujævn lille grusvej i ca. 10 min. Hele det område internatet dækker over er indhegnet, og mange af dyrene, dvs. både katte, hunde, æsler, får og heste går ofte frit omkring. Internatet lider heldigvis ikke af pladsmangel; det er opbygget i tre afsnit op af ”bjerget” (kun en lille hældning). Øverst er der tre bygninger, hvori frivillig arbejdskraft indlogeres; her er desuden flere katte-indhegninger udendørs med god plads til kattebakker, senge, kradsebræt og legetøj. Det er også her enkelt-burende befinder sig, som mest bruges til hvalpe og nyankomne hunde. I næste niveau 100 m. længere nede af bjerget findes Rebeccas hus, hvor der dagligt spises græsk frokost på terrassen blandt de ca. 10 katte som frit bor der, samt tre indhegninger af forskellig størrelse til hunde. Ved det sidste niveau, igen 100 m. længere nede af bjerget, findes store indhegninger til hunde og det er da også her størstedelen af hundene bor. De går sammen i store grupper i indhegningerne, og har mange huler, kasser og træer som de kan bruge til skygge og læ. Ved siden af indhegningerne er der folde til de heste, får og æsler som også har fundet vej til internatet. Der er til dem bygget gode brugbare stalde, bl.a. støttet af DFA, som dyrene nok får specielt glæde af når vinteren nærmer sig. Generelt er der på internatet fine forhold, endda til tider med elektricitet; forholdene skæmmes dog desværre meget af rod og skrald overalt, både inde og ude, grundet underbemanding - og måske lidt sjusk.

I den periode jeg hjalp til på internatet var der fast ca. 45 hunde, 30 katte, 2 heste, 2 får og 6 æsler. De fleste af dyrene var heldigvis i fin stand, og mange af dem var desuden allerede neutraliseret (DFA sendte også i maj måned 2007 en dyrlæge + dyrlægestuderende til internatet). Desværre var der også ind i mellem meget syge dyr, som hurtigst muligt blev humant aflivet. Deriblandt kan nævnes en hvalp som havde overlevet en forgiftning, men desværre endte med parvo-virus og prolaps af endetarmen…. Eller den gamle schæfer som var helt udmagret, og som lå på dybe, betændte liggesår på begge albuer og hofter…. Eller på den ældre kat som gik rundt med en stor svulst i munden, formentlig grundet virus, som bevirkede, at katten var tæt på sultedøden…. Eller på de to fugle som i to måneder blot havde ligget på bunden af buret og fortvivlet forsøgt at komme op, uden held…. Eller den lille brune hund som var blevet påkørt og havde brækket underkæben ved jule-tid – en græsk dyrlæge havde forsøgt at reparere kæben flere gange i løbet af det sidste halve år, desværre uden held. Så den stakkels hund gik fortsat rundt med en fuldstændig fraktur i underkæben!... Jeg kan, desværre, nævne mange flere historier. Jeg mener personligt, at alle syge hjemløse dyr i verden burde aflives med det samme; på den måde kan man bruge de få ressourcer der trods alt er, på de mange raske dyr, som har en bedre chance i livet. Derfor er det mig uforståeligt, at private grækere f.eks. bruger mange tusinde euro på dyrlæge-regninger til én enkelt påkørt gadehund. Tænk hvor mange raske dyr man kunne have fodret for de penge! I den periode vi var dernede fik vi aflivet ca. 15 dyr, der endelig fik den ro de fortjener…

Bemandingen på internatet var ret varierende, men der var generelt underbemandet – og dermed tager det lang tid at gøre rent steder hvor det ikke gøres regelmæssigt. Rebecca havde svært ved at overskue det hele, så man måtte bare tage fat hvor man skønnede at det var nødvendigt – og det var det alle steder – så det blev ofte uden struktur. Den første dag jeg kom til internatet stod flere hunde uden vand – i 40 graders varme er dette særdeles uheldigt, så jeg var derefter meget opmærksom på dette. Da der ikke kom så mange instrukser ovenfra blev dyrene også fodret meget tilfældigt og ofte med nyt foder dagligt. Det udmundede bl.a. desværre i at hvalpene blev fodret med kattemad i tre dage inden det blev opdaget – der stod diarré over det hele, hvilket var særdeles uheldigt med i forvejen utrivelige hvalpe… Jeg håber at der med mere stabil arbejdskraft, som nu med f.eks. Malene fra Århus, som skal hjælpe til i tre måneder, at der vil komme mere struktur på arbejdsgangene.

Medicin-rummet flød med papkasser og diverse ting over det hele. Det tog mig en hel dag at få lavet en rimelig orden derinde. Jeg tog fat med hård hånd, og smed meget medicin ud, meget af det var over 10 år gammelt, og efter min mening ikke længere anvendeligt. Jeg gemte alt der kun var et par år for gammelt.. Der er et fint lager af antibiotika, smertestillende midler, orme-midler og loppe-behandling. Der er desuden 2 stk. zoletil 100, 2 stk. rompun og 1 torbugesic – Rebecca valgte at købe rigeligt, så hun havde til næste gang.

Vi havde stor succes med vores operationer, vi opererede totalt 45 katte og hunde; de fleste hundyr, hvoraf to af hundene var drægtige, så det blev til nogle noget større operationer. Mange af dyrene var ikke fra internatet – de blev indfanget ved foder-steder, så Rebecca havde travlt med at hente og bringe. Disse dyr var som oftest også ret vilde, så vi brugte tvangskasser en del for at kunne bedøve. Vi havde et fint operations rum (køkkenet), med velegnet bord inkl. lampe plus et bord til forberedelse af patienter. Vi havde rimelig plads til opvågning, kattene kom i store bure, og hundene lå frit i 3 forskellige rum. Vi tilså alle dyr som minimum dagen efter operation. Dyrene blev bedøvet i zoletil-blanding som fungerede rigtig godt. Desværre virkede klippe-maskinen ikke, så der var et ret stort arbejde med at klargøre dyrene til operation – Elisabeth måtte arbejde med saks og skalpel. Stort set alle dyr blev vaccineret, chip-mærket, orme- og loppe-behandlet, fik fjernet tandsten, fik renset ører, smerte-behandlet og fik antibiotika, grundet de ikke helt sterile forhold vi arbejdede i. Mange af kattene fik desuden taget blodprøve for at undersøge sundhedsstatus, disse sendte Rebecca af sted med græsk dyrlæge. To af hundene måtte trimmes helt i bund, da de var helt vilde og ikke kunne røres – deres pels var totalt sammenfiltret. Planen var at operere fra 9 morgen til sen eftermiddag, afhængig af hvornår varmen tvang os til at stoppe (jeg svedte stort set dagligt så sveden dryppede fra næsen - det var meget varmt!). Men en del dage så vi os nødsaget til først og fremmest at tage os af de dyr der var, for at sikre at alle som minimum havde frisk vand, foder og et rent bur. Derfor, på grund af underbemanding og udskiftning af arbejdskraft, blev vi ofte forsinket i vores ”reelle” arbejde. Til gengæld arbejdede vi flere gange til 19 aften, det var til tider nogle ret hårde dage.

Andre behandlinger var der også tid til. Et af æslerne fik f.eks. et stort åbent sår på det venstre lår. Der blev lokalbedøvet og renset op, men vi kom for sent til at kunne sy flappen på igen, så Ny skar blot flappen af..

Til frokost, som gerne lå sen eftermiddag, blev der de fleste dage serveret fin græsk mad på Rebeccas terrasse – det meste lavet af en sød græsk dame ved navn Noula i Thessaloniki. Hendes mand, Thassos, boede desuden halvt på internatet i campingvogn, hvor han hjalp til med reparationer, tjek af dyrene og diverse hente og bringe til lufthavn. Der blev i det hele taget udvist stor gæstfrihed. Rebecca havde et stort ønske om at vise os så meget rundt på omegnen som muligt, men det meste afslog vi, da vores tid skulle gå til dyrene. Det blev dog til nogle fine aften-arrangementer, med korkoncert, græsk dans og restaurant.

Vi boede på Afrodite Beach hotel i Gerakino, små 20 min. kørsel fra internatet.  Det var et skønt lille og hyggeligt hotel, med tiltrængt aircondition, lige ned til stranden og med direkte udsigt over fjorden fra terrassen. Desværre var der lige ved siden af hotellet et kæmpe hotel-kompleks, som larmede en del om natten (vi gik jo tidligt i seng i forhold til alle andre). Med fem min. gang var man nede i ”byen”, en lille hoved-gade med diverse souvenir-butikker og et udvalg af restauranter. Det må indrømmes, at det var rart at komme væk fra internatet om aftenen – der var lige tid til en dukkert i havet, og et langt tiltrængt bad.

I Gerakino fandt jeg (og de to danske frivillige Camilla og Christina) en morgen en lille hvid 9 ugers hunde-hvalp tæt ved hotellet, som formentlig var blevet sat af ved affalds-containeren, som det desværre er tradition for grækere. Hvalpen løb lige ud foran bilen. Jeg blev, selvfølgelig, forelsket i denne hvalp, og da jeg på forhånd havde overvejet at tage endnu en hund med hjem til mig selv (jeg har i forvejen en lille sort græsk hund på 4 år fra den græske ø Skiathos), besluttede jeg mig for dette. Rebecca hjalp mig med at finde en græsk dyrlæge, der kunne skaffe mig det nødvendige EU-hundepas, diverse vacciner og chip – det var ikke nemt, for de fleste græske dyrlæger holder åbenbart alle fri i august. Men det lykkedes og jeg var overrasket over at finde hvad der umiddelbart så ud til at være en lille velfungerende klinik, som lignede de danske klinikker med fodersalg m.m. MEN - jeg overværede en sterilisation af en gadehund (de opererer til nedsat pris), og denne operation blev udført meget sjusket. Desuden var han utrolig hårdhændet ved min hvalp blot ved den almindelige kliniske undersøgelse, en behandling vi aldrig ville have accepteret i DK. Jeg fik mine papirer, men ville nok vælge aldrig at sætte mine ben der igen, såfremt jeg havde et valg..

Noula, som hvalpen blev opkaldt efter den græske kvinde der lavede mad til os, trives nu hos mig i DK. Da hun ankom til Danmark var hun sund og rask, men meget meget tynd, et omvandrende skelet på 2,1 kilo. To uger efter har Noula nu næsten nået normal-vægt og vejer nu det dobbelte – 3,7 kilo! Hun har en strålende appetit og er fuld af energi – jeg skal nok få mit at se til med hende!

Alt i alt har det været en super tur til Halkidiki. Jeg er kommet hjem med en masse kirurgisk erfaring og en oplevelse rigere, men også med en følelse af virkelig at have gjort en forskel for dyrene – og den følelse er der intet der slår!

Mvh

Louise Jandorf
Stud. Med. vet