Athen januar 2006 - Jane

Tur til Athen 13-15. Januar 2006

Dokumentarprogrammet på TV-Danmark fangede mig så meget, at jeg allerede efter det første program var slut sad klistret til computeren for at finde hjemmesiden. Jeg sad oppe hele natten og læste og læste. Dagen efter blev min kæreste, Anders, og jeg skrevet op som adoptionsforældre. En dag læste jeg så om hunden Melia, som var blevet fundet i Athen 2 måneder gammel med brækket ben, og besluttede at ringe til Charlotte Ib for at høre nærmere. Men da vi kun bor i lejlighed og Melia ville blive en halv stor hund måtte vi vente. Jeg fortalte så Charlotte, at jeg gerne ville hjælpe foreningen med frivilligt arbejde af al slags. Da spurgte hun om jeg ville have dejlige Mike i pleje, da han eller ikke ville komme med sin søster Didi (nu Ronja) til Danmark. Og selvfølgelig ville jeg det. Men når man først ser sådan en lille frækkert så kommer man jo ikke af med dem igen.

Da jeg havde fået Mike, fik jeg endnu mere smag for at hjælpe de små "strays" som grækerne kalder dem. De første par uger kimede jeg nærmest Charlotte ned for at høre, om der dog ikke var noget jeg kunne gøre, og det viste sig at der var mere end rigeligt at tage fat på. Så i min jule ferie kæmpede jeg løst for at få så meget skaffet ind til foreningen som muligt. Jeg tror Charlotte kunne mærke på mig, at det måtte ske noget mere for en uge efter jeg havde påbegyndt min søgen efter donationer til foreningen, ringede hun og sagde at Mirja var blevet forhindret i at tage til Athen, og om jeg evt. ville have lyst til det. Uden at tænke over det sagde jeg: "JA, selvfølgelig send mig af sted!" og af sted kom jeg. 3 uger senere begyndte jeg den lange tur fra Horsens.

Jeg havde aldrig fløjet før, så jeg var enormt spændt. Charlotte hjalp med det hele i lufthavnen, så det hele gik så fint. Da jeg ankom til lufthavnen i Athen tog jeg straks en taxa til hotellet. Jeg havde egentlig forventet, at der ville løbe gadehunde rundt over det hele, men jeg kunne ikke få øje på en eneste. De lokale fortalte, at det var fordi det var begyndt at blive rigtig koldt (8 plus grader) at hundene søgte mod bjergene.

Om aftenen kom Maria, som arbejder for foreningen i Athen, sammen med hendes kæreste og deres fælles kammerat og hentede mig på hotellet. Vi tog på en restaurant i centrum af Athen, hvor vi mødtes med Marina, som er dyrlægen i organisationen www.stray.gr. De snakkede alle rigtig godt engelsk eftersom Maria, hendes kæreste George og deres kammerat Nicolas havde boet i London i 6 år. Så det var en kæmpe hjælp. På vej til restauranten så jeg min første "stray" - gadehund. Den var heldigvis rigtig godt i stand. Hele aftenen blev jeg ved med at tænke på denne hund, det gjorde simpelthen så ondt, at tænke på at den lå helt alene på gaden uden nogen som kunne give den kærlighed og omsorg.

Efter vi havde spist kl. 23.00 græsk tid viste de mig rundt i Athens gader. Gud hvor er det en smuk by! Herefter gik vi på isbar kl. 01.00 om natten! Det er åbenbart meget normalt i Grækenland. Jeg ærgrede mig dog over ikke at have set flere hunde eller katte. Så Marina besluttede at jeg kunne se nogle hun havde redet, som skulle til Tyskland dagen efter. Vi tog derfor hjem til hende. Hundene var bla. blevet passet af Marina selv og Maria og George. De havde det alle meget svært ved at skulle sige farvel. Da jeg kom tilbage til hotellet, godt træt blev jeg frustreret over tanken, at min egen lille hund kunne have rendt rundt på gaderne i selv samme øjeblik hvis det ikke havde været for de gode mennesker i Athen og ikke mindst organisationen i Danmark.

Lørdag tog jeg op for at se Acropollis, hvorefter jeg skulle mødes med Maria og George. Vi gik så på en cafe og fik noget at spise. Her vrimlede det med hunde, men de fleste så fine ud, nogle dog lidt tynde. Jeg havde selvfølgelig købt hundekiks men efter mødet med to meget kælne og sultne hunde var den kasse tom. Jeg spurgte, Maria hvordan det kunne være, at nogle af hundene havde røde eller blå halsbånd på. Hun gav mig den forklaring, at borgmesteren i Athen havde sørget for at kastrere og vaccinere nogle af hundene men det var dog desværre max hver 5 hund, som havde et endnu. Det gjorde mig enormt glad at se, at der blev gjort noget ved problemet med de mange "strays". For så må der da være håb for, at grækernes holdning ti dyr er på vej til at ændre sig.

Jeg kunne tydeligt se på atheniserne at de syntes jeg var kugleskør, når jeg sad og kælede med hundene og fodrede dem, men når de ikke går noget ved det, må vi andre vise hvordan man gør, tænkte jeg, så jeg tog mig ikke rigtig af det.

Hele lørdag gik med at gå på cafeer og se byen. På en af cafeerne mødtes vi med en anden Maria, som havde Melia i pleje. Melia var den hund jeg havde kontaktet Charlotte omkring, og som jeg nu skulle have med hjem om søndagen. Det var også denne Maria, som skulle hjælpe mig i lufthavnen den næste dag. Jeg var enormt imponeret over gruppens interesse for mig. De tog sig simpelthen så godt af mig lige fra jeg ankom til Athen. Jeg havde desværre ikke mulighed for at se internaterne som DFA har med at gøre, da de ligger langt fra Athen og der endnu ikke er oprettet et i Athen.

Søndag var dagen hvor jeg skulle hjem med de to hvalpe, katten Elisa og Melia. Jeg stod tidligt op for at fodre hundene som boede omkring mit hotel. Specielt to hunde gjorde indtryk på mig. Den ene havde et blåt halsbånd på, hvilket fortalte at det var en han. Der stod noget lignende Sebastian på hans navneskilt så det kaldte jeg ham. Den anden havde et almindeligt halsbånd på, hvor navnet Steve stod. Jeg brugte en times tid på at nusse dem, hvorefter de fulgt mig hele dagen. Sebastian som var meget overvægtig opgav dog den lange tur til sidst, men Steve forlod ikke min side. Det gjorde så ondt at skulle forlade ham igen, men jeg måtte jo indse, at jeg ikke kunne tage ham med hjem. Jeg må nok indrømme, at jeg kneb en lille tåre.

Maria, Melias plejemor hentede mig ved hotellet kl. 10.30 græsk tid (11.30 dansk tid) og kørte mig til lufthavnen hvor vi mødte med en helt ny George. Han havde Elisa og de to små hundehvalpe med. Efter at have skrevet deres pas, chippet dem og komme dem i kasserne gik turen mod "check in". Vi havde lidt bøvl i lufthavnen, da vi blev sendt alle mulige forskellige steder hen. Hvalpene blev vi nød til at tage ud for de var så bange. Men lige så snart de kom ud af kassen var de så rolige. Katten, Elisa, var enormt bange, vi blev derfor nød til at lægge en jakke over hendes kasse, for at hun ikke skulle få for mange indtryk. Melia forholdt sig helt rolig hele turen, men måske var dette fordi hun var så bange.

Endelig sad jeg i flyveren hjem. Spændingen efter at se familierne gav mavekramper. Da jeg skulle hente bagagen havde jeg et mindre problem. Jeg kunne jo ikke have alle kasserne selv, og blev derfor sendt frem og tilbage af service folkene for at finde en bestemt vogn. Til sidst allierede jeg mig med en vagtdame som gerne ville hjælpe. Den ene af hvalpene peb rigtig meget, så jeg blev nød til at tage ham ud. Men eftersom han ikke er ret stor kunne jeg sagtens have ham i armene.

Mødet med familierne var virkelig vidunderlig. Alle sagde "Nååååårrrr" og jeg hørte lille pige sige: "Se mor, se mor det er vores hund!". Jeg blev helt berørt af velkomsten af hundene og havde en dejlig følelse af at disse familier virkelig ville passe på de små dyr. Når man har set så mange hunde, gå for lud og koldt vand, så er det lige hvad man har brug for!

Lufthavns modtagelsen gjorde hele turen ubeskrivelig for mig. Jeg vil bestemt aldrig glemme alle ansigterne som tog imod.

Til familierne vil jeg sige: tusind tak fordi har taget de små dyr til jer, og mange tak for de dejlige velkomst af både mig og dyrene.

Jeg har en lille hilsen til familierne fra Maria, som havde Melia:

"We thank you for taking our wonderful strays into your hearts and homes. We believe that helping homeless animals shows a civilized population, and we think it is about time to change the greek mentality towards stray animals. Especially after the Olympics and being a member of the EU. We want use this opportunity to thank all families that adobt greek strays and we hope that more people from Denmark will help greek strays. This may lead to the minimization of strays and to better life of those who already live in the streets."

Eftersom det jo ikke er sikkert, at alle kan engelsk har jeg også oversat det:

"Vi takker jer for at have taget vores dejlige gadehunde ind i jeres hjerter og hjem. Vi tror, at det at hjælpe hjemløse dyr viser en civiliseret befolkning og vi mener, at der er på tide at forandre den græske mentalitet omkring "strays". Specielt efter OL og eftersom vi er medlem af EU. Vi ønsker at bruge denne lejlighed til at takke alle familier som adopterer græske "strays", og vi håber at flere mennesker fra Danmark vil hjælpe græske "strays". Dette ville kunne føre til minimal formindskelse af "strays" og et bedre liv til dem som allerede lever på gaden."

Mange hilsner

Jane Lindby