Samos december 2005 - Ditte & Michael
Første uge 05-11.12.2005
Mandag
I morges tog jeg flyveren fra Aalborg til Samos med mellemlanding i København og Athen. Jeg ankom om eftermiddagen til Samos. Det var en rar fornemmelse at vende tilbage til øen, og gense nogle af de steder jeg kender så godt fra da Ditte og jeg var frivillige og boede her sidste år fra september til december. Og så er vejret stadig fantastisk hernede, sol og 17-18 grader, ikke dårligt…
I lufthavnen blev jeg modtaget af Joeri og hans trofaste hund Houdini. Og så blev der ellers snakket om hvad der var sket siden sidst. Joeri havde fået en ekstra bil, som var en lille van, rigtig god til at transportere hunde i. Allerede på vej fra lufthavnen blev der også brug for det. En dame ringede og fortalte at en hund med meget store testikler (hvad end det så betyder) løb rundt i deres landsby, og om vi ikke kunne komme og fange den. Og selvfølgelig er vi altid til tjeneste… Da vi kom til landsbyen var hunden ikke at finde, og sådan er det altid. De lokale forstår ikke at de skal holde øje med eller binde hunden til vi når frem, typisk. Så efter en times søgen måtte vi give op, og de store testikler forblev en gåde… På vej hjem til huset skulle vi lige proviantere, og og til min store forbavselse har de fået en Lidl på Samos, endelig et billigt sted at handle på øen. Da vi kom til huset blev jeg indlogeret på vores gamle værelse, og bagefter fik jeg den store rundvisning. Huset ligner stort set sig selv, men i stueplan havde Joeri lavet et meget pænt og funktionelt operations rum med tilhørende forrum. Her var tidligere både stue, operations rum og sygepasning af dyr alt i et rum. På 1 sal var der nu lavet en lille tv-stue med brændeovn, samt en lille spisestue. Det nye køkken og bad på 1 sal var næsten færdigt, men manglede stadig loftet. Værelserne på 2 sal var stadig de samme, og med hensyn rengøring og oprydning er det stadig a la Joeri (mangelfuldt), men jeg havde heller ikke forventet andet… I haven var der ret rodet og meget beskidt, og eftersom der ca. lever 10-15 katte der, syntes jeg haven trængte til en kærlig hånd inden den hårde vinter for alvor sætter ind, så de små misser har et ordentligt fristed at være vinteren over. Til haven er der også et udendørs rum, som bruges til pasning af syge dyr, men som haven var rummet også meget forsømt på trods af at der var blevet lagt nye klinker i rummet. Så ringede telefonen igen og denne gang var det en dame der gerne ville have vi kom og aflivende hendes hund, fordi den var ved at dø af kræft. Hun havde prøvet at få de lokale dyrlæger til at komme men uden held, og eftersom vi kender denne dame fra tidligere hjalp vi hende gerne. Efter en stille og rolig aflivning af en hund, som faktisk var mere død end levende var det tid til pizza og afslapning med en god DVD… Joeri, jeg, Houdini og George, som er Carolines hund (Caroline som også er frivillig hernede er på ferie hjemme i Holland) hyggede resten af aftenen i tv-stuen. I morgen skal jeg se internatet, og det bliver spændende at se alt det nye der er bygget der, og selvfølgelig alle hundene… I morgen kommer også Tom og Ingrid fra Holland. De er kørt fra Holland og hertil i en stor lastbil med alle de materialer vi skal bruge til byggeriet på internatet. Vi skal nemlig lave nye kenneler m.m. Ja, meget spændende…
Tirsdag
Tom og Ingrid ankom med færgen kl. 05.00 i morges. Vi var alle meget trætte fra vores rejse hertil så i dag bliver en stille og rolig dag. Om formiddagen tog vi op til internatet for at tømme lastbilen for alt byggemateriale, og hvad ellers de havde medbragt. De havde en masse foder med fra den faste foder sponser i Holland, samt en masse tæpper, transportkasser, møbler og en ny stor brændeovn til huset, samt meget meget mere… På internatet var der sket en hel del siden sidst. Der var først og fremmest blevet støbt betongulv i den gamle løbegård, samt på parkeringsarealet og bagved kennelerne. Der var også lavet en mur og hegn mellem løbegården og kennelerne. Den var ganske vist ikke bygget færdig. Hele området hvor internatet ligger er også blevet hegnet ind, hvilket gør at hundene har meget mere plads at bevæge sig på. Ja, faktisk er området hegnet sådan ind at der er tre adskilte indhegninger hundene kan løbe i. Spildevandstanken som vi startede på da vi var her sidst er nu endelig blevet færdig, og virker efter hensigten. Dejligt, ikke mere ulækkert spildevand i en stor sø… Der er også lavet et nyt regnvands opsamlingssystem, samt ny generator til at lave strøm, og ikke at forglemme er der bygget et lille træhus., hvor frokosten kan nydes...
Efter vores hjemkomst efter sidste ophold på Samos sendte vi 15 hundehuse til Samos. Disse var hårdt tiltrængte for at give ly for vind, regn, sol og om vinteren sne. Og det var så dejligt at se at hundehusene blev brugt i stor stil. Det eneste der sådan set mangler for at stedet ligner et ”rigtigt” internat er nye kenneler og færdiggørelsen af karantæne-huset med tilhørende indhegning, som vi påbegyndte sidste år. I morgen går det løs med ”projekt nye kenneler”, hvilket jeg også må sige er tiltrængt. De gamle er totalt nedslidte.
Onsdag
Så starter arbejdet: Tom og jeg går i gang med konstruktionen af de nye kenneler, imens Joeri og Ingrid står for rengøringen af internatet. Jeg prøver at hjælpe en hund fra internatet. Den har skåret sin ene forpote op, og halter omkring på tre ben. Jeg startede med at klippe den løse hud af poten, og derefter bade poten i antiseptik. Jeg undlod at forbinde poten for at give den luft. Det blev en lang og hård første dag, men arbejdet skrider frem og alle er tilfredse.
Torsdag
Dagen hernede starter kl. 07.00. Så skal kattene i haven fodres. Der er også et par killinger i haven med influenza der trænger til lidt ekstra pleje. Så de får renset øjne og næse og får lidt godt at spise sammen med deres antibiotika morgen og aften. Om morgenen tog jeg mig også tid til oprydning og rengøring af haven. Da vi ankommer til internatet har vi fået en ny hund i løbet af natten. Internatet får ca. i gennemsnit 1-2 nye hunde hver dag. Ja, det bliver til mange hunde… I dag startede jeg på færdiggørelsen af muren og hegnet imellem løbegården og kennelerne, samt arbejdet med de nye kenneler fortsætter. Om aften installerede vi den nye brændeovn, og jeg skal love for den giver noget varme fra sig. Mit værelse er lige over stuen hvor ovnen står så jeg fryser ikke om natten ligesom sidste år.
Fredag
I dag ringede der en anden dame angående den hund med store testikler. Hun havde fanget hunden og holdt den i sit hus til Joeri og jeg kunne komme efter den. Se det var smart! Det viste sig også at damen var dansker… Og de store testikler var en infektion i pungen så den var vokset til håndbold størrelse, puha… Vi satte hunden på antibiotika, og fik suget en hel del betændelse ud af pungen med en kanyle. Jeg tror planen med hunden er at sende den med Tom og Ingrid til Athen for operation, når de kører hjem, og bagefter sendes den til Tyskland for adoption.
Lørdag
Morgenerne i haven sammen med misserne er hyggelige. Der er godt vejr og kattene har nu vænnet sig til mig, og de venter på at jeg kommer og fodre. Der er også nogle katte her som jeg kender fra sidste år. Der er Joanna, hun er søster til Jon som vi tog med hjem til Danmark. Så er der Grå og Hvid mis, Mis uden øje, Frøen og et par andre som ikke har navne. I haven har jeg opsat et stort kattehus med tæpper, samt lavet et par mindre kattehuse også med tæpper. For jeg ved, at når regnen i vinterperioden sætter ind, har kattene brug for nogle steder hvor de kan krybe i ly. Også i dag var der nye hunde ved internatet da vi ankom. En morhund med sin halvstore hvalp. Godt vi har plads til dem alle, men det er faktisk et stort arbejde at teste de nye hunde for sygdomme, vaccinere dem, loppe- og ormekur samt eventuelt medicinsk behandling. Men det er selvfølgelig en nødvendighed hvis man vil have sunde og raske hunde på internatet. Jeg fik i dag lavet muren og hegnet færdigt, dejligt... Så kan jeg nu koncentrer mig fuldt ud om kennel projektet. Hvilket for mit vedkomne kommer til at bestå i en hel del beton og cement arbejde, for som de andre siger, er jeg ”beton specialisten”. Jeg tror nu bare at det er fordi jeg er den med størst tålmodighed, og den roligste hånd til at lave de nye glatte beton gulve… Tobi og Christina tog til Tyskland i dag, og eftersom de har mellem 10-12 katte de fodrer ved deres hus er det nu vores opgave. Jeg har i dag udset mig de to hvalpe jeg skal have med hjem til Danmark for adoption. Hvalpene er bror og søster, og har været på internatet siden oktober. De er utrolig rolige og har et godt temperament. De har nu den størrelse og alder, at de skal til en kærlig familie. Ville ønske at de kunne komme til samme familie, for de har så meget glæde af hinanden, og er så ens af sind. Men det er nok for meget at forlange… Hvalpene er blevet døbt Mike og Didi. Det er hvad de lokale kalder Ditte og mig hernede.
Søndag
Det var så den første uge… Haven er nu rengjort og opryddet, og blevet et rigtigt fristed for misserne. Med kattehuse, mad, vand og bare et sted de kan være i fred. Killingerne er også ved at have det rigtig godt, efter en uges behandling og omsorg. De nyder rigtigt at kunne putte i de nye huse. Også mine andre patienter har det godt. Hunden der havde skåret sin pote, er ved at hele fint og bruger så småt foden igen, Hunden der har infektion i pungen får stadig antibiotika, og har ellers ikke nogen gener eller smerte.
Ugens arbejde har gået rigtigt godt, og projektet med de nye kenneler går efter planen. De gamle kenneler er blevet fjernet, og nye bliver opført. De nye kenneler bliver opført med 1,65m høje sider i et ultra stærkt plastmateriale. Dette er meget rengøringsvenligt og gør at hundene ikke kan kravle over eller se hinanden. Fronten af kennelerne er lavet af galvaniseret ståltremmer med dør. Der støbes også nye glatte betongulve i kennelerne, både inde og ude. Gulvene bliver efterfølgende malet med en meget slidstærk epoxy maling, hvilket hjælper til at gøre rengøringen lettere. Hver kennel er hamitisk lukket fra hinanden med beton. Så ingen sygdomme bliver overført fra kennel til kennel… Derudover blev muren færdiggjort, samt hegnet mellem løbegården og kennelerne. Plus en masse andre reparationer og forbedringer af internatet.
Anden uge 12-18.12.05
Mandag
Så startede den anden uge… Udover at få lavet betongulve i kennelerne fik jeg også i dag tid til at hygge lidt med de hunde der stadig er her fra sidste år, og heldigvis er det ikke mange. Det er Mary, en sky tæve som har haft svært ved at finde et nyt hjem på grund af hun tidligere kun ville omgås mennesker af hunkøn. Mary har nu endelig fundet et nyt hjem, og skal til Tyskland i februar. Bella har samme historie som Mary, men ikke fundet et nyt hjem. Vicky er den sidste hund, og hun er blevet lukket udenfor internatet. Hun er en rigtig vildhund og vil aldrig kunne leve sammen med mennesker, men hun elsker at leve omkring internatet og de andre hunde. Så om aften når vi forlader internatet dukker hun op, og ved at vi har sat frisk vand og mad frem til hende.
Tirsdag
I aftes gik jeg en tur ned til Samos by. Det er en hyggelig tur igennem den gamle bydel, og her i juletiden er husene pyntet helt vildt med blinkede lyskæder i alle regnbuens farver, syngende julemænd, rensdyr, snemænd og stjerner. Alt sammen meget smagløst, men når det er så gennemført også meget hyggeligt… Jeg oplevede også mit første jordskælv hernede for denne gang, men det var intet imod hvad vi oplevede sidste år, hvor der i perioder ca. var 5 – 6 jordskælv pr. dag.
Onsdag
På vej til internatet i morges blev vi stoppet ved lossepladsen af en mand. Han fortalte, at han den sidste uge hver dag hvad kørt forbi en hund, som lå ved siden af vejen. Ifølge ham var hunden i live, men kunne åbenbart ikke bevæge sig. Dette var jo nok som følge af en påkøring af hunden. Manden ville så have vi skulle hente og hjælpe hunden, hvilket vi selvfølgelig også gjorde. Man kan så stille sig selv det spørgsmål, hvorfor skulle der gå en uge før han fortalte os om hunden, og hvorfor ikke bare selv komme med hunden til internatet? Ja, sørgeligt er det men sådan er mange grækere. Joeri og jeg kørte straks til det sted hvor hunden skulle være, men der var ingen hund at finde. Så efter en times søgen måtte vi køre igen med uforurettet sag. Tilbage på internatet fandt jeg en ny hund, som gemte sig der hvor jeg blander beton. Hunden var meget tynd, og så ud til at fejle et eller andet. Den var sikkert blevet efterladt ved internatet den forrige aften/nat af sin ejer. Sådan er det tit, hvis en hund bliver syg forgifter man den bare eller efterlader den et eller andet sted.
For at jeg kan tage Mike og Didi med til Danmark skal de have lavet et EU hundepas, og i dag skulle vi så til dyrlægen for at få lavet disse. Det er kun muligt hernede, at få lavet 7 pas hver 15 dag hvilket godt kan skabe problemer når der skal sendes mange hunde ud med transporten til Tyskland. Her til aften er der blevet varslet, at der er en storm på vej til øen, og dette plejer at betyde stærke vinde, og masser af tung regn. Indtil nu har vejret ellers været super med sol, skyfri himmel og temperaturer fra 17 grader op til 23 grader.
Torsdag
Stormen startede i nat, og det har regnet hele natten og dagen i dag. Det satte en stopper for byggeriet i dag. Så dagen er blevet brugt til oprydning på internatet. I dag blev jeg også plejefar for en lille killing. En dame fra Belgien skulle hjem på juleferie, så vi sagde ja til at passe killingen så længe.
Fredag
I dag forsatte vi med byggeriet af kennelerne på internatet, men mere regn og blæst vanskeliggjorde beton- og malearbejdet, hvilket gør at byggeriet bliver forsinket, og jeg ser det nok ikke færdigt før jeg rejser til Danmark. Heldigvis bliver Tom og Ingrid endnu 2 uger på Samos, så byggeriet forhåbentligt kan blive færdigt.
Lørdag
Stormen tog rigtigt til i dag, ja faktisk var det rigtig farligt at opholde sig på internatet eftersom vinden var så stærk at selv taget på træhuset blæste af. Det var super ærgerligt for der var meget der blev ødelagt, og træhuset kræver en del reparation… Men glædeligt så kunne vi i dag lukke de første hunde ind i de nye kenneler, og det var dejligt at se vores arbejde blive færdigt.
Søndag
Så blev det den sidste dag på internatet, og det var tid til at sige farvel til alle de dejlige hundebasser, hvilket godt kan være meget svært, for man kommer jo til at holde af dem alle sammen. Rengøringen af nye kenneler er som forventet blevet meget lettere, fordi det nye jævne og glatte betongulv ikke kræver de store anstrengelser for at blive rent. Mike og Didi kom med hjem til huset for at blive gjort klar til morgendagens afrejse mod Danmark.
Mandag
Afrejse fra Samos. Turen hjem til København gik stille og roligt. Men da jeg modtog Didi og Mike i lufthavnen havde de vist haft ”nervøs mave” og skulle i gang med rengøring af både dem og transportkassen. Didi blev afhentet af sin plejemor og Mike og jeg fortsatte turen til Aalborg. Vi blev modtaget af min familie i lufthavnen og Mike blev overøst med kys og kram. Han tilbragte natten hjemme hos mig sammen med Ditte og vores 2 hunde.
Tirsdag
I dag er Mike blevet afhentet af Jane og Anders -
Mikes nye familie. Egentlig skulle de kun være hans plejeforældre men jeg tør
vædde på at de beholder ham - det kan jeg mærke. Nu hvor både Mike og Didi
er sendt af sted mod en lys fremtid kan jeg sætte mig i sofaen og nyde
stilheden - med en klump i halsen over at endnu et ophold på Samos er
afsluttet. But I'll be back…